Vores bedste tips til tandbørstning – børst dine tænder optimalt!

Vi har børstet tænder (næsten) hele vores liv. Vi ved, at det skal gøres 2 gange om dagen i 2 minutter – og at vi helst skal bruge elektrisk tandbørste. Men hvordan børster man egentlig sine tænder optimalt? Og hvornår skal man børste dem? Det forklarer vores dygtige tandplejer Joyce nedenfor:

Hvordan skal man børste tænder?

“Hver tand har 3 overflader: indersiden, ydersiden og toppen. For at du kan holde dine tænder helt rene og forebygge huller, tandsten og tandkødsbetændelse, anbefaler jeg altid at børste i 5 sekunder pr. tand pr. overflade.”

(Tekst fortsætter under billedet)

Hvornår er det bedste tidspunkt at børste tænder på?

“En god tommelfingerregel er at børste 2 gange om dagen: om morgenen efter morgenmaden og om aftenen, inden du går i seng. Om morgenen skal du helst vente 30 minutter med at børste efter morgenmaden. På den måde kan dit spyt nå at rense munden, så emaljen remineraliseres. For når du spiser og drikker, blødgøres emaljen midlertidigt. Derfor er det ikke nogen god idé at børste tænder, lige efter du har spist eller drukket.

Det er også meget vigtigt at børste om aftenen, inden du går i seng. For når du sover, falder din spytproduktion, og spyt er faktisk med til at forebygge huller. Hvis du ikke børster tænder, dannes der plak, som øger risikoen for huller.”

Undlad at skylle munden efter tandbørstning

“Når du har børstet tænder, bør du ikke skylle munden med vand, men bare nøjes med at spytte tandpastaen ud. Hvis du skyller munden grundigt, skyller du nemlig også fluoren væk. Og fluor er netop med til at forebygge huller. Nogle tandpastaer indeholder også et stof til følsomme tænder, som ikke kan trænge ind i tænderne, hvis du skyller munden.”

Sådan børster du med en elektrisk tandbørste

“Fordelen ved en elektrisk tandbørste er, at du kan holde den stille på hver tand (hver tandoverflade) og lade tandbørsten bevæge sig omkring tandens form. På den måde gør tandbørsten arbejdet for dig.”

Sådan børster du med en almindelig tandbørste

Hvis du bruger en almindelig tandbørste, skal du placere den i en 45-graders vinkel mod tanden. På den måde kommer du også omkring tandkødet.”

Hvis du følger disse råd, kan du børste dine tænder optimalt og opnå en god mundhygiejne. Det er desuden vigtigt, at du giver dig god tid, så tænderne bliver børstet grundigt. Held og lykke!

Udgivet den:21-07-2022